Hvor blev svinet af?


I 2017 sagde vi farvel til svinet. I samarbejde med Landbrug & Fødevarer, den øvrige industri, foodservice og detail har vi erstattet ’svin’ med ’gris’. Men hvorfor, hvad betyder det og hvordan kan du gøre det til en fordel i din menuplanlægning?



Svinet skifter navn til gris. Det betyder i bund og grund, at vi skal vænne os til, at det ikke længere hedder svinekød men grisekød. Det hedder heller ikke en svinekam m/svær men en flæskesteg. Og så siger vi ikke længere svinefilet – vi siger filet af gris. Navneændringen, som Landbrug & Fødevarer har taget initiativ til, kommer i løbet af 2018 til at slå igennem i både detailhandlen, hos grossisterne og selvfølgelig i materialer fra TULIP FOODSERVICE.

Det gælder alt fra etiketter, produktark og inspirationsmateriale til annoncer og webshops. Det betyder, at du ved udgangen af 2018 ikke længere vil møde svinet, når du handler ind til din menu.

Det handler om at tale dyret op

At vælge at udfase ordet svin er ikke en beslutning, der er grebet ud af den blå luft. Undersøgelser, foretaget af Landbrug & Fødevarer, viser, at forbrugere generelt har negative associationer med svinet. Mange ser svinet som et masseproduceret dyr, der udelukkende har til formål at skulle slagtes. Grise er derimod levende dyr, der er forbundet med frihed, marker og Morten Korch-inspirerede bondegårde. Forbrugerne har altså et langt mere positivt og romantiseret billede af grisen som dyr – og dermed også som råvare.

Følg med fremtiden – og tjen penge på det

Når svinet skiftes ud med grisen er det i høj grad for at tilpasse sig de unge forbrugere – netop fordi er fremtiden og dine kommende gæster. Unge bruger oftere ordet gris, når de søger efter opskrifter, viden og information om grisekød, så en navneændring vil betyde, at de unge i højere grad har en positiv genkendelighed ved grisen som råvare, når de spiser ude. En undersøgelse foretaget af Landbrug & Fødevarer viser desuden, at forbrugere generelt vurderer kvalitet, renhed og dyrevelfærd som værende højere, når råvaren er navngivet gris i stedet for svin. Undersøgelsen viste også, at navneændringen får særligt unge forbrugere til at vælge mere eksklusive udskæringer som mørbrad og culotte af gris.

Lyt til dine fagfæller og løft din menu

At omdøbe svinet er et simpelt greb til at løfte din menu. I gastronomien har det længe været udbredt at anvende betegnelsen gris, og stadig flere spisesteder tager det til sig.


Bryst af gris glaseret med fermenteret lang peber
– BASALT

Gul bede, estragon, æblemostarda og øko-gris
– Skafferiet

Grillkølle af Herlig Jysk Gris med spicy BBQ glasering
– KOCHERIER

Håndskåret, lufttørret Gris med hjemmebagt brød og oliven
– OliNico

Når du bruger betegnelsen gris i stedet for svin, taler du ind i den positive forståelse dine gæster har af grisen. Det kan betyde, at langt flere gæster vælger at sætte tænderne i netop det protein, frem for andre såsom fjerkræ og oksekød. Det giver dig en mulighed for at sætte prisvenlige alternativer på menuen, der stadig appellerer til både den yngre og den modne målgruppe.